Tjekkiske Republiks Ambassade i København

česky  dansk  english 

Avanceret søgning

Henvisning til artikel Print Decrease font size Increase font size

Interview med ambassadøren til bogen „Glade Mennesker“

Interview med ambassadør Jiří Brodský til den kommende bog „Glade Mennesker“ af forfatter Lennie Maxx


interview
foto: Viviana Strelecka

På hvilken måde står Danmark tjekkerne nær ifølge dig?

Først og fremmest ligger begge lande tæt på hinanden geografisk. Afstanden mellem Prag og København er i fugleflugt kun 700km. Vi har også en fælles nabo, Tyskland, hvortil vi sender hovedparten af vores eksportvarer. Begge lande er skoleeksempler på små åbne økonomier orienteret mod eksport. Vi har fælles interesser i Den Europæiske Union og NATO. Det er de eksterne faktorer. At identificere lighedstegn mellem tjekkerne og danskerne er lidt mere besværligt fordi enhver generalisering altid halter. Jeg er overbevist om at både danskerne og tjekkerne elsker kultur, begge nationer har et stærkt kulturmiljø og en rig kulturhistorie, vi deler også en fælles sans for humor. Danskerne kan som os lide at tilbringe deres fritid udendørs, i naturen. De tager ud på landet eller til havet og de betragter udendørsaktiviteter tilbragt med venner og familie som en god måde at bruge tiden.

Hvordan ville du karakterisere deres forskelligheder?

Personligt anser jeg som et positivt karaktertræk den kendsgerning, at danskerne grundlæggende ikke sammenligner sig selv med andre. Små med store, fattigere med rigere, dansker med dansker. De gør tingene på deres egen måde, de er selvstændige og de har bestemt ikke brug for at imponere nogen, overgå nogen eller bevise noget for nogen. De overholder reglerne og de kører ikke hundredeogtreds på motorvejen. De generer ikke hinanden i trafikken. De misunder ikke hinanden. De klapper af de succesrige. De har det heller ikke sådan, at når naboen bygger en pool skal de også have en og helst endnu større.

Du nævnte den danske humor. Hvilken type ville du sammenligne den med – hælder den mere mod den tørre engelske humor eller mod den sorte lidt mere morbide, eller er den bare generelt triviel?

Ingen af dem. Jeg har læst, at danskerne anser sig selv for at være den mest lykkelige nation i verden. Dansk humor er nært forbundet med dette og kan illustreres med en anekdote: En dame kommer hen til en dansker som står og ryger en cigaret og hun fortæller ham at rygning højst sandsynligt vil forkorte hans liv Hvortil han med sindsro og et smil svarer: „Ja, men til gengæld bliver det lykkeligere og mere tilfredsstillende.“

At dømme en nations mentalitet er farligt og vi må heller ikke generalisere. Men du har helt sikkert erfaringer fra arbejds- eller personlige møder.

Danskerne er meget pragmatiske og ligefremme. De er altid godt forberedte til møder, de kommer altid med en klar agenda og med relevante fakta. De udtrykker sig meget ligefremt og giver ikke falske indtryk. De tager ikke eksempel fra andre, de vil gerne selv være eksemplet. De er interesserede i hvad der foregår selv langt udover deres egne grænser, de vil gerne hjælpe til og være engagerede.

Fra hvad du nævnte før, men også fra kendsgerninger, lyder det som om at danskerne er deres egne med et helt særligt forhold til nationen og staten.

Det er rigtigt. Den første ting man lægger mærke til allerede i lufthavnen er de danskere som venter på deres familiemedlemmer der ankommer fra udlandet. De holder danske flag i hænderne som de stolt vifter med. Det kan man ikke se andre steder. Deres forhold til flaget er meget særligt og jeg ville bestemt ikke kalde det for letkøbt viftning. De er stolte af deres dronning, deres land og dem selv. De har stor respekt for deres statsoverhoved. Det positive forhold til flaget kan man se alle steder. Danskerne hejser flaget ved siden af deres huse, sommerhuse og kolonihaver. De pynter fødselsdagskager med dem. Det er en slags demonstration af samhørighed med sit land.

Findes der nogen dokumentation for hvor mange tjekkere der for tiden bor i Danmark og indenfor hvilke områder de finder beskæftigelse?

Ifølge de danske myndigheder er der registreret 776 permanent herboende tjekkere. Ud af disse er der omkring 44 – 57 studerende men dette nummer ændres afhængig af længden på studierne som de har besluttet sig for. Tjekkere i Danmark finder hovedsageligt arbejde indenfor bankverdenen, informationsteknologi eller sundhedsvæsenet. Vi har flere succesfulde arkitekter, grafikere og unge mennesker som besidder betydelige positioner i multinationale selskaber. Vi taler her om højt kvalificeret arbejdskraft.

Fra min egen erfaring ved jeg også, at kommunikation med de danske myndigheder er meget behagelig hvilket gør en glad og ofte også overrasker.

Det stammer fra danskernes forhold til staten. Danskerne anser staten (og dermed myndighederne) for noget som virkelig er deres eget, som giver dem service og som de identificerer sig med. Hos os er det historisk givet, at staten ikke var vores i lang tid, vi kan nævne Det Østrig-ungarske rige, protektorat perioden, perioden med kommunismen. Det er ikke tilfældigt, at det tjekkiske ord „vlast“ (hjemland) stammer fra ordet „vlastní“ (egen) og „cizina“ (udland) fra ordet „cizí“ (fremmed). Staten var for tjekkerne fremmed over en lang historisk periode hvilket i vid udstrækning danner prædisposition i forhold til den offentlige administration og hele opfattelsen af staten.

For tiden snakker man meget om korruption i pressen. Ifølge tilgængelige data kunne Danmark virke som modsætning til sådanne beskidte handlinger. Er dette billede på Danmark stadigvæk aktuelt?

Helt bestemt ja. Korruption, nepotisme og beskidte handlinger modtages alle steder meget negativt og danskerne accepterer ikke snyd, spekulation eller beskidt spil.

Danmark er et originalt, selvstændigt land. Kan danskerne ifølge dig på nogen måde inspirere os?

Vi kunne sikkert være mere selvsikre. Vi har også mange grunde til at være stolte af vores land. Hvis der er noget der kunne inspirere os, så skulle det være det faktum, at danskerne ikke sammenligner sig selv med nogen. De er selvstændige, selvsikre, de har deres egne autentiske interesser som de ikke har ledt efter andre steder og de har deres egneargumenter.

Du er i begyndelsen af din mission. Med hvilke planer og resolutioner påbegynder du din lange rejse? Hvad kunne ifølge dig ændres i forholdet mellem de to lande og hvordan kan vi spirituelt berige hinanden i fremtiden og udvikle vores forbindelser til et højere kvalitetetsniveau? Hvordan kan du selv bidrage til dette? Eller måske er det allerede lykkedes dig at gøre noget som er værd at nævne.

Først og fremmest vil jeg sige at tjekkisk-danske forbindelser er problemfrie og Tjekkiet har et godt navn i Danmark. Jeg betragter det som min opgave at følge op på mine forgængeres arbejde og bestræbe mig på at udvikle forbindelser på alle områder. Primært vil jeg sætte fokus på økonomisk diplomati, på støtte af tjekkisk eksport til Danmark og andre danske investeringer i Tjekkiet (der er ca. 70 danske virksomheder i Tjekkiet). Det næste prioritetsområde er de fælles interesser som vi har i EU og NATO. Der kan vi søge koalitioner indenfor enkelte emner gennem aktiv kommunikation og regelmæssige rådslagninger med de danske partnere.

Dette interview er lavet en måned efter fremvisningen af mine akkreditiver til dronningen. I løbet af denne tid er det lykkedes at skabe mange kontakter ikke kun i København men også i Jylland, hvorfra jeg har bragt flere eksport muligheder med hvilke jeg har henvendt mig til tjekkiske virksomheder. Vi er begyndt at forhandle om flere projekter indenfor området økonomisk diplomati samt flere fine kulturelle arrangementer til næste år. På ambassaden er det lykkedes at etablere et funktionelt arbejdsteam. Det er ikke lidt.

LennieMaxx
København, november 2013