I mit land, Tjekkiet, hører jeg til den heldige generation, som ikke tilbragte tilværelsen i det ufrie kommunistiske system. Hvad jeg husker fra tiden før 1989 er den lange kø foran den eneste købmand i vores kvarter i centrum af Prag. Og hylderne, der var fyldt med én slags varer, der alle havde den samme pris trykt på pakningen i mange år. Jeg husker, at der var tvungen undervisning i russisk på min folkeskole, og at vi skulle tegne skibet Aurora i formningstimerne (skibet som symboliserede starten på en russiske revolution i Sovjetunionen). Jeg husker kommunistpartiets intetsigende slogans, og de intetsigende slogans på opslagstavlen i vores klasselokale, såvel som i medierne. Jeg husker, at hverken min far eller nogen af hans søstre kunne få lov til at starte på universitetet, fordi min bedstefar ejede en lille privat virksomhed før 1948. Jeg husker pigtråden imellem det, der dengang var Tjekkoslovakiet, og grænserne ind mod Vesttyskland og Østrig. Jeg husker, at mine forældre var tvunget til at stemme og vise det sovjetiske flag ved siden af det tjekkoslovakiske i vinduerne i vores lejlighed på de nationale helligdage. Og hvis den såkaldte kontrol ikke kunne se begge flag i vinduerne, kunne den ”skyldige” forvente konsekvenser på arbejdspladsen.

Jeg husker også, at livet syntes at være ”ganske normalt” når jeg lyttede til al slags musik fra den vestlige verden, når jeg gik i biografen og så engelske, franske og amerikanske film, sågar også danske film og serier i fjernsynet. Som børn læste vi naturligvis også Hans Christian Andersen og legede med Lego. I 1980’erne blev det endda muligt for mine forældre at læse specialiseret udenlandsk litteratur fra lande udenfor jerntæppet. Vi plejede også at tage på ferie ved havet. Vi kunne ikke tage til Italien eller Grækenland, men til Bulgarien og det tidligere Jugoslavien. Vi kørte i Skodaer og den russiske Zhiguli (Lada) og Moskvich biler. Der var et voldsomt boom i weekend huse, hvor folk kunne bruge tid med deres familier og have et alternativ til deres arbejdsliv. For mange af dem var der tale om en særlig form for intern emigration.

For seksogtyve år siden, efter hændelserne i Polen og efter murens fald i Berlin, blev Prag stedet for den såkaldte Fløjlsrevolution. Studenternes fredelige manifestation for at mindes den 17. november 1939 og Jan Opletals død blev nedkæmpet af urobetjente. Dette blev fulgt af serier af demonstrationer og dannelsen af Civic Forum (borgerbevægelsen i den tjekkiske del af landet), afvikling af Kommunistpartiet den 24. november og etablering af den første ikke-kommunistiske regering den 10. december, valget af Václav Havel som præsident den 29. december og, i juni 1990, det første demokratiske parlamentsvalg siden 1946.

Stemningen i mit land i 1989 kan karakteriseres med en umådelig eufori, entusiasme og ikke mindst høje forventninger til fremtiden. Det var et enestående øjeblik af „forløsning” i alle facetter af livet, en optimisme og enestående situation, ja faktisk uden fortilfælde, og med en interesse for hele verden, særligt den vestlige verden, og fremtiden for vores dejlige land i Centraleuropa. Det er velkendt for danskere, men jeg ønsker at nævne, at i tjekkernes hjerter vil Václav Havel altid repræsentere symbolet på kampen for demokrati og menneskerettigheder. Han har som ingen anden gjort sig fortjent til den position, prestige og autoritet, som Tjekkiet fik i verden efter jerntæppets fald.

Et af de slogans, der spontant opstod i Prags gader i de dage var: ”tilbage til Europa”. Du har ret i at antage, at det ikke betød, at vi ikke havde været en del af Europa, tværtimod, vores land har altid ligget lige i hjertet af det europæiske kontinent, og tjekkerne har altid følt sig som centraleuropæere. Sloganet hentydede nærmere til en tilbagevending til de fuldtudviklede europæiske demokratier, som Tjekkoslovakiet havde hørt til mellem 1918 og 1938. På denne måde var demokrati ikke noget ukendt, for landet vendte tilbage til dets status som demokratisk stat med sine parlamentariske demokratiske traditioner. Den vigtigste forskel var, selvfølgelig - de ydre eller internationale – omstændigheder.  For de fleste udenlandske samarbejdspartnere var det eneste gyldige stempel for ethvert europæisk land at blive anerkendt som fuldgyldigt, demokratisk og stabilt, og med et medlemskab i, hvad der dengang var det Europæiske Fællesskab EF. Prioriteten i den tjekkoslovakiske udenrigspolitik var derfor at sigte mod et medlemskab af EF - og også af NATO. Vi blev medlem af NATO i 1999 og blev optaget i EU for 10 år siden, i 2004. Medlemskaberne i disse to organisationer, udgør de to ben, på hvilke den tjekkiske udenrigspolitik hviler. Vi er, hvor vi hører til, og hvor vi føler, vi skulle have hørt til lige fra starten, havde det ikke været for den kommunistiske fortid.

Hvis jeg skulle beskrive perioden i de tidlige 1990’ere metaforisk, ville jeg sammenligne med et pendul. I pendulets ene position var vores politiske, økonomiske og samfundsmæssige overbevisning mod Sovjet Unionen og dens satellitter før 1989, i den anden position var vores indstilling mod Vesten efter 1989. Ikke kun gadenavnene blev ændret, de røde stjerner og systemets symbolske statuer blev fjernet, nærmest i løbet af en nat. Det russiske sprog ophørte med at være tvungent i skolen (mange af mine klassekammerater stoppede med at følge de russiske kurser fra dag til dag), men også hele eksporten svingede den samme vej. Hvad der var forskelligt i Tjekkiet i forhold til andre post-kommunistiske stater – var blandt andet, – at det kommunistiske parti ikke skiftede navn, og det var – og er stadig - genkendeligt som sådan i det politiske spektrum. Vi havde overhovedet ikke nogen privatøkonomi, der var ikke en eneste privat damefrisør eller købmand. Som vores første finansminister, Václav Klaus, udtrykte det i de tidlige 1990’ere: ”Margaret Thatcher måtte privatisere tre til fire firmaer pr år, den tjekkoslovakiske regering måtte privatisere tre til fire firmaer i timen”. På det tjekkoslovakiske økonomiske marked blev den centrale styring skiftet ud, og privat ejerskab blev mere fremherskende end statsejerskabet. Vores land blev liberaliseret og privatiseret og åbnede op, og statsstøtten blev fjernet. I alle dets roller trak staten dens meget synlige hånd tilbage og det frie individuelle kom i front.

Kommunismen blev ikke bekæmpet, den kollapsede

Jeg er klar over, at der ikke findes nogen måleenheder, der ville kunne måle effekten af de ydre og de indre faktorer, og der er ikke en endegyldig forklaring på kommunismens fald. Jeg er overbevist om, at hovedårsagen til kollapset var de indre problemer i regimet.

Når man diskuterer kommunismens tragiske æra i mit land, er det afgørende at skelne imellem forskellige årtier. Helt sikkert er det den mest dramatiske og brutale periode i 1950’erne, som er forbundet med mord på mange mænd og kvinder og mange fængslede, men også med mange tjekkoslovakkers mod. I den anden ende af samme akse, i 1980’erne, ser jeg svækkelsen og opblødningen af regimet. Jeg ser også, at frygten mindskedes hos folk, og at de var stigende mere frustrerede på grund af mangel på frihed og pga. mangel på effektivitet hos regimet, set i modsætning til friheden og fremgangen i den vestlige verden.

Regimet var ikke klar til frivilligt at erklære sig dødt. Hvad der fysisk bragte kommunismen til en afslutning var noget andet end i de andre Centraleuropæiske lande og, men der var implicit inspiration og gensidig påvirkning. Hvis jeg skulle nævne hjælp udefra, som accelererede kommunismens sammenbrud, vil jeg så absolut fremhæve navnene Margaret Thatcher og Ronald Reagan. Denne æra var så absolut særlig og unik også takket være dem.

Kommunisme ”forsinkede” mit land

Før anden verdenskrig hørte Tjekkoslovakiet til blandt de mest avancerede og fremsynede europæiske demokratier. En af kommunismens påvirkninger er næsten et halvt århundredes afbrydelse af denne udvikling. Ved at understrege dette, forsøger jeg ikke undskyldende at antyde, at kommunist æraen er årsagen til alle problemerne i mit land før og efter 1989. Jeg ønsker at sige, at vi ikke skal forsone os med noget forsvar som historisk uundgåelighed ved kommunismen. Vi skal heller ikke acceptere ”starte fra bunden” teorier. Med andre ord, kommunismen er en del af Tjekkoslovakiets historie, den ikke kan glemmes og ikke kan bagatelliseres. Men, vores nutid skal ikke belastes af, at vi hele tiden refererer til kommunismen. Kommunismen skal ikke være et udtryk for eskapisme fra den højst relevante nutid.

Arven fra den periode, eller dyre lærepenge

Da jeg påpegede at det var den æra, der forsinkede mit land, må jeg tilføje, at det var en tid, der ikke var totalt spildt, på trods af passiviteten, usikker økonomi og et pulveriseret samfund. På grund af erfaringen med at leve i kommunismen, med mangel på frihed, og i den ekstreme formynderiske stat, er vi følsomme eller nærmere overfølsomme overfor forskellige trusler mod frihed, mod restriktioner og kollektivistiske tendenser. Pigtråden rundt om landet blev fjernet. Landet har udviklet et færdigudviklet parlamentarisk demokrati og en markedsøkonomi. Stadigvæk, kan vi se og er følsomme overfor frihedsindskrænkende bestemmelser, tomme slogans, vidtrækkende 50- eller 100-årsplaner (fordi vi har haft centralt planlagte 5-årsplaner, og de fejlede altid). Et af de vigtigste spørgsmål, som burde stilles er, om Vesten har lært af vores erfaringer, og svaret til sådan et spørgsmål må gives af en fra Vesten.

Tjekkiet i dag

Tjekkiet nyder den historisk længste periode med status som stat – og der er mange grunde til optimisme. Økonomien drives stadig primært af industrien. Bruttonationalproduktets (BNP) stigning er i det tredje kvartal af dette år på 4.3 %. I de seneste seksogtyve år, er BNP omsætningen steget nominelt med 500 %, og det er ikke en overdrivelse at sige, at i økonomiske termer repræsenterer de sidste seksogtyve år er den historisk set mest succesfulde periode for mit land. Den Tjekkiske Republik er blevet et populært mål for udenlandsk kapital siden 1990’erne. Der er over halvfems danske virksomheder i landet. Ifølge Eurostat er procentdelen af mennesker i risikogrupperne med fattigdom og social udelukkelse de samme i Tjekkiet som i Danmark. Vi er kendt i verden, ikke kun for den tjekkiske øl (som jeg har forsøgt at forklare danske gymnasieelever), men også for meget kompetente og kvalificerede eksperter, en uddannet arbejderstyrke, en pålidelig infrastruktur, konkurrencedygtighed og en høj grad af uddannelse. Igen, OECD’s studier af elevernes opnåede resultater indenfor læsning og matematik viser den tætteste score imellem to lande, Danmark og Tjekkiet.

Når jeg ser på det kvarter i Prag, hvor jeg voksede op, kan jeg se dusinvis af små butikker i dag, alle privatejede, fyldte med varer fra forskellige lande i verden, med priser, der ikke er bestemt af et centralstyre, men bestemt efter udbud og efterspørgsel. Vi lever igen i et demokratisk, økonomisk fremgangsrigt parlamentarisk demokrati, medlemsland af NATO og EU. Vi er fri på mange måder (f.eks. kan vi studere hvilket som helst sprog og er endda fri til ikke at deltage i valgafstemning). Vi kan rejse, studere, og arbejde i lande vest for vores grænser, som var en mulighed, der var nægtet mine forældres generation. Det er noget, som de tjekkiske teenagere tager for givet, og de forsøger hellere at sammenligne ting i afstand end i tid. Men jeg tror, det er vigtigt at foretage tidssammenligninger.

Thomas Jefferson har sagt, at enhver generation har brug for en revolution. Jeg er ret tilfreds med den, jeg har oplevet.

Jiri Brodský, Tjekkiets ambassadør i Danmark
Oversættelse: Henning Silfverberg